5. kapitel i serien: "Det er bare reaktioner"

Det er bare reaktioner
"Sometimes it snows in April", sang Prince. Måske kender du den, måske ikke. Hvad vi alle ved er, at vejret lynhurtigt kan skifte.

Storme kan komme på uventede tidspunkter. Også de storme der foregår i kroppen.

Vi gik en tur en morgen i april. Det sneede og blæste. Noget blev sanset, uden jeg behøvede at bruge opmærksomhed på det. Andet blev registreret med en skærpet kropslig opmærksomhed. Alt sammen mere eller mindre bevidst.

For det er det, vi mennesker gør: Vi sorterer og reagerer på sanseinput ud fra behov og tidligere erfaringer. De dybtlagrede erfaringer påvirker vores udsyn og handleevne. Det kan nogle gange opleves ganske overvældende.

Sneen sad som store fnug på mine brillers glas. Den smeltede og "bølgede" nedover glassene. Her var blinde pletter og duggede "ruder", som forvrængede min oplevede virkelighed.

Fordi mit synsfelt var begrænset, måtte jeg gå langsommere på noget af strækningen. Jeg havde en hue på hovedet. Det blæste. Jeg mærkede tårerne. Prøvede at trække hætten på regnjakken op, så øjnene og brillerne var mere beskyttede. Det hjalp i forhold til udsyn, sne og blæst. Men alt omkring mig blev lidt mere virkelighedsfjernt, da det nu var både syn og hørelse, der blev markant nedsat. Jeg gik i min egen verden - et hulrum - hvor lydene blev ekkolignende og fjerne.

Nogle udefra kunne fanges i den forestilling, at jeg var bange og ked af det, når jeg gik langsomt og græd. Var jeg det? Nej, jeg reagerede bare på de vilkår, der nu engang var.

Jeg gik i mine "fivefingers" sko, så jeg var tæt på underlaget. Givtigt at mærke forbindelsen til jorden. Samtidig var skoene ikke isolerede, og jeg havde nogle tynde strømper på. Tæerne blev våde, kolde og gradvist mistede jeg følelsen i fødderne. En advarsel, som jeg måtte tage alvorligt. Jeg blev samtidig opmærksom på, at jeg blev guidet af en form for livline: Vores hund var i snor, og jeg holdt snoren. Hunden gik roligt og snusede. Den holdt sig på stien;-)

Var jeg påvirket? Ja. Selvfølgelig var jeg påvirket. Jeg kunne jo hverken se, høre eller mærke mine fødder, som jeg var vant til. Og jeg var kold og våd. Men jeg havde en livline. - En kontakt udadtil.

Kontakt udadtil kan støtte til at få en kontakt indadtil.
Jeg mærkede kontakten til vores hund - den var optaget af at undersøge vejsiden, stille og roligt snusede den. Jeg blev opmærksom på flere nuancer indadtil, ikke mindst i forhold til mine forestillinger på grundlag af det sansede. Jeg fortalte det til min kære gåfælle. Kontakten hjalp mig. Jeg blev mindet om, at jeg gik med et andet menneske. Det hjalp at sige højt, hvordan jeg oplevede virkeligheden. Vi grinte til hinanden. Jeg tog regnhætten ned igen - åbnede op for verden. Jeg kunne gå stærkere, fordi jeg mærkede, at jeg nu gik sammen med hund og medmenneske. I stedet for at gå alene. Vi gik os til varmen. Livlinen hjalp.

Historien er et hverdagseksempel på at opleve sig fanget i sin egen stormfulde tågetilstand. Isoleret og adskilt fra omverdenen.

Den er også et eksempel på, hvor meget det betyder at lade iagttagelser være. At lade oplevelsen være som jeg mærker den lige nu. Uden at dømme den som god eller dårlig, uden at dømme mig som god eller dårlig.

Iagttagelserne af sanseinput, kropsfornemmelser, følelser og tanker gjorde mig stille og roligt opmærksom på, hvordan jeg blev påvirket og hvordan jeg kunne påvirke mit udgangspunkt.

Vi påvirkes af vores omgivelser og vi påvirker dem. Det er bare reaktioner. Reaktioner kan bølge, og de kan overvælde.

Måske kan det være givtigt at blive mindet om, hvad reaktioner indeholder:
1. En sansning ( Den kan komme udefra omgivelserne. Eller indefra - alt det som er indenunder huden f.x. fra bindevæv, led, muskler, indre organer )
2. En lynhurtig sortering (f.x. genkendelig/ikke genkendelig, Trussel/ikke trussel)
3. Og så en handling (tanker kan også ses som en form for handling, "jeg tænker" er noget "jeg gør". Med en tanke tager jeg stilling til det mærkede, og sætter det i en mere bevidst "bås").

Jeg registrerede, hvad jeg oplevede nedefra kroppen og op, og hvordan jeg kunne udvide kontaktfladerne udadtil og indadtil. Igennem kontakten skabte jeg grundlag for en bevægelse, der støttede mig.

Og for filan, det sker ikke fra den ene dag til den anden, når det drejer sig om at håndtere mere kraftfulde reaktioner/overvældende situationer, som kroppen husker. Det hjælper at give tid, rum og plads til gentagelser.

Bevægelsen sker i et samspil - indadtil og udadtil. Det kan ikke gøres alene. Men du kan starte hjemme hos dig selv.

Det første væsentlige skridt er at forstå, at reaktioner er almenmenneskelige:
- Det kan være svært at begribe, når vi oplever os fanget i dem. Vi tror, det er personligt, men det er det ikke.
- Det er noget, vi gradvist kan erfare igennem det levede liv, hvis vilkår også indebærer smerter og tab.
- Erfaringen lagres og benyttes igennem hverdagens oplevelser - når vi er klar til det.

Vi har brug for inspiration og støtte, når vi eller vores nærmeste er overvældet af reaktioner, der i særlig grad fastlåser/isolerer os eller dem i hverdagen. Vi har brug for nye vinkler, for vi kan i disse situationer have en tendens til at fanges i (et tankemylder af) forestillinger og vurderinger baseret på frygt.

Jeg inviterer dig videre på "en erfaret vej", som måske kan støtte dig eller en du holder af.

Da jeg efter et livstruende traume oplevede en markant ændret evne til at fungere i et samspil med omgivelserne, var det med mit udgangspunkt - herunder baggrunden som ergoterapeut - nemmere at tage reaktionerne alvorligt og ikke personligt. Jeg skriver nemmere. Det er ikke det samme som at skrive, at det var nemt.  

Det støttede mig, at jeg som ergoterapeut vidste, at det, jeg oplevede, var reaktioner på sanseinput, herunder en skelsættende livstruende oplevelse. Reaktionerne kom, når de kom. Det var ikke nemt at mærke dem, registrere/anerkende eller sige højt, selv om jeg havde en baggrund ergoterapeut. Og reaktionerne kom igen og igen og igen. - I nye forklædninger og med ny intensitet. Jeg måtte igen og igen og igen minde mig selv og mine omgivelser om, at det "bare" var reaktioner, og de var almenmenneskelige. I hele den proces udviklede jeg også en model, som støttede mig i at være aktør under de vilkår, der nu engang var. Jeg kalder den AHA.

Det er ligegyldigt, hvem vi er, så REagerer vi, når vi oplever os truet. Med alt hvad det nu indebærer af mere eller mindre bevidste, instinktive reaktioner. Hvis du lige nu har brug for en dybere forståelse, kan du læse mit blogindlæg om Frirum, hvor du kan få en indsigt i den almenmenneskelige overlevelsesadfærd baseret på neurofysiologisk forskning. Eller mit blogindlæg om Reaktioner - som med en anden - måske lettere - tilgang viser, hvordan reaktioner påvirker vores evne til at interagere i hverdagen.

Vi gør det altid så godt vi kan. Vi er ansvarlige for, det vi ser. Og forståeligt nok er der elementer, vi er blinde overfor. Måske kan det, jeg formidler, give dig en form for øjenåbner. - En forståelse for din eller dine kæres evne til at fungere i hverdagen.

Jeg anbefaler, at du har opmærksomhed på det almenmenneskelige frem for det personlige i mine beskrivelser. For det er i det rum, jeg ser mine erfaringer kan inspirere. Jeg har prioriteret detaljen i helheden. Jeg lader mig inspirere af filosofferne Martin Heidegger og Hans-Georg Gadamer, der videreførte ideen om den "hermenutiske cirkel", hvor man er nødt til at forstå helheden for at forstå dens enkelte dele. Samtidig kan man dog kun forstå helheden, når man forstår de enkelte dele. Og på den måde kan der opnåes en ny form for forståelse. Det vil sige, at jeg beskriver, nuancerer, opsummerer og gentager.

Det kan betyde, at du oplever dig overvældet af input, men det kan også ses som en invitation til at at tage mine blogindlæg i mindre bidder. Oh yes, der er noget med, at vi har brug for at tygge maden godt. Give os selv tid til at synke og fordøje. Det hjælper at vende tilbage til et næringsgivende måltid. Alt dette gælder også for mine indlæg.

Baseret på egen erfaring, vil jeg invitere til et stop op
For at give plads til et AHA, må vi stoppe op. Prøv en af de følgende øvelser, hvis du oplever dig anspændt, urolig eller fyldt op. Eller hvis du er nysgerrig på, hvordan vi kan få krybdyret i os til at slappe af. Du kan ikke tvinge dig til at finde ro, men du kan skabe bedre mulighed for det ved at lave øvelserne, som de er beskrevet. Hvis du mærker modstand, bare drop øvelsen. Hvis du på trods af din modstand vælger at lave øvelsen giv din modstand kraft ved at jamre dig og stønne højlydt.

Giv dig plads til at mærke effekten af øvelsen eller det du vælger at gøre. Hvad mærker du i kroppen efterfølgende? Hav den legende tilgang... giv tid, god tid. Nænsom opmærksomhed har betydning.

Måske kan du have glæde af en bekræftelse fra de amerikanske indianeres tradition, som jeg fandt i Peter Levines bog: "Helbredelse af traumer" fra 2005:

"Jeg takker for den uventede hjælp, som allerede er på vej".

Peter A. Levine, som har udviklet "Somatic Experiencing", har skrevet flere væsentlige bøger på grundlag af hans mangeårige forskning i traumer og stress. I "Helbredelse af traumer" giver han et overskueligt indblik i traumereaktioner. Han viser også øvelser, der støtter dig til at bevæge dig igennem de forskellige faser af chok-/traumereaktioner.

Jeg vil minde dig om, at traumereaktioner er almenmenneskelige reaktioner. Alle mennesker reagerer instinktivt, når vi står i en situation, hvor vi mere eller mindre bevidst oplever os truet på "livet".

Vær derfor opmærksom på, at det ikke er det samme som, at du med hans øvelser fjerner sådanne former for overlevelsesadfærd. De er en del af dig. Du kan ikke undgå reaktioner. Det er dem, der gør dig til et menneske;-)

Giv plads til at det nogle gange sner i april. En storm kan komme uventet. F.x. når vi læser noget, der vækker reaktioner.

Afmagt, lidelse og smerte er en del af livet. Vi reagerer på det. Og vi kan fuldt forståeligt overvældes af det. Vi kan få en trang til at kontrollere det, men vi er ikke herre over det. Vi kan have brug for noget, der bærer os igennem og nogle gange glemmer vi, at vi har det helt tæt på os. Vores krop favner mere, end vi kan forestille os. Den er en gave, selv når den opleves som en belastning.

Hvis du har behov for det, kan du vende tilbage til en af øvelserne, som støtter krybdyret i dig. Jeg vil minde dig om, at øvelserne støtter den del af dig, som fanges/fastlåses- immobiliseres i en oplevelse af truende mørke og storm, i følelser, kropslige fornemmelser og handlinger (inklusiv tanker).

"Sometimes it snows in April" - ja, lad os blive klædt på til det uventede vejrskifte.

Vi kan så nemt forblændes af at noget må ændrer sig i vores omverden eller der er noget galt med os.Forandringen - eller bevægelsen - sker i et samspil med omverdenen.
Som den amerikanske neurobiolog Robert M. Sapolsky siger i et interview i Politiken den 26. januar 2024: "Det er ikke så meget os der har forandret verden, men det er verden og os, der har forandret os sammen".

Jeg kan anbefale, at du på et tidspunkt (gen)læser de andre kapitler i serien "Det er bare reaktioner". De kan give en dybere forståelse for, hvordan vi som mennesker REagerer i kontakten med omverdenen, og hvordan der er en vej igennem, selv når vi ikke kan finde en udvej.