Selv når det er varmt, kan vi fryse.

Vi kan nogle gange opleve vores livs-situation, som om vi er alene på en gyngende grund. Eller det kan måske virke, som om vores krop er adskilt fra omverdenen - uden forbindelser indadtil og udadtil - frossen og i en tåge uden udsyn. Som isflagerne på billedet.

Men der er mere end det. Der er et hav, der samler det hele.

Jeg ønsker at give støtte på vejen til, at du - eller en du kærer om - kan få samling på egen livs-situation.

Kender du fornemmelsen af at opleve dig frossen/fastlåst eller klar til flugt/kamp?

Fornemmelserne kan opstå på et møde med Jobcenteret - du er syg eller ledig. Måske et møde med en leder om ændrede arbejdsvilkår. Måske et møde med en ansat som har udtrykt frustration. Måske er du til eksamen eller står overfor en kunde, der raser.

Det er fornemmelser, der vækker instinktive reaktioner. Det er fuldt forståeligt. Du er i gang med at overleve.

Kaninen, som er fanget i forlygternes truende skær, kan ikke se, at græsset er grønt lige ved siden af vejen. Den oplever sig så truet, at den ikke er i stand til at flytte sig. Sådan gælder det også os mennesker. Vi kan ikke se en udvej, når truslen opleves stor nok.

Som jeg tidligere har nævnt, havde jeg som menneske brug for en støtte på et tidspunkt, hvor jeg ikke selv kunne favne egne reaktioner. Efter et traume oplevede jeg en markant ændret evne til at fungere i et samspil med omgivelserne. Som ergoterapeut vidste jeg noget om sanser, nervesystem og hvad der påvirker vores evne til at fungere i hverdagen.

Instinktivt udviklede jeg en model, der kunne støtte mig i hverdagen - en form for guide-line, der er baseret på en dybtliggende erkendelse og ydmyg anerkendelse af de reaktionsmønstre/overlevelsesstrategier, der understøtter en handleadfærd. Senere - har jeg i mange former for samspil - nuanceret beskrivelserne.

Hvis du har brug for et rummeligt overblik - en støtte til at leve, kan du måske også have gavn af et AHA®, som det er tegnet nedenfor.

Jeg viser dig AHA-modellen som en mulighed for at favne/begribe, det du mærker eller ikke mærker lige nu og her. Dvæl ved tegningen. Hvad ser du sådan umiddelbart? Lyt til kroppen - hvad mærker du?

Farven på Offer tydeliggør, hvilken kraft der ligger bag en immobilisering. Handlingslammelsen brænder igennem, selv om vi kan have en (fuldt forståelig) trang til at undvige/negligere reaktionerne. Vi er fanget i øjnene der ser - i et syn som er farvet af egne vurderinger og forestillinger.

Stopper Op er som farven på himlen. Et mulighedsrum, hvor der ikke sættes nogen begrænsninger på, hvordan vi kan stoppe op.  Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at være til stede på. Der er et "hav" af muligheder;-) Vi iagttager, det der opstår i det givne øjeblik uden at dømme det som godt eller dårligt/rigtigt eller forkert - det er som det er og dermed som det opleves som.

Aktørens farve er valgt som et billede på det spirende liv. Den grønne farve udtrykker liv, lethed, kraft og vækst. Her er håb.

Den gule og orange farve som Overlever viser den enorme kraft der ligger i kamp/flugt. Her kommer (vilje)kræfter til udtryk, der kan hvirvle, lyne, brænde igennem og forblænde. Vi er mere eller mindre fanget i øjnene der ser - i et syn som er farvet af egne vurderinger og forestillinger. 

AHA® kan støtte og vise vej, når du oplever dig overvældet af egne eller andres reaktioner. Vi er ikke kun et offer eller en overlever. Der er muligheder, vi ikke er opmærksomme på, når vi oplever os truet. Vi fanges i en rolle, men vi er mere end det, vi umiddelbart ser. Vi er mennesker, og vi (over)lever, så godt vi kan. Det kan være uendeligt svært at se en vej igennem, når vi står i kaos/afmagt/mørke/storm. Nogle gange lidt mere i det røde felt end det gule. Nogle gange er du lidt mere i det gule end det røde. Nogle gange mere i det blå end det grønne. Nogle gange lidt af hvert. Det er aldrig entydigt.

Modellen giver overblik og indblik i, hvordan du bevæger dig imellem at være fanget og fastlåst til at være aktør i livet, uanset hvordan det former sig. Du kan opleve dig fanget i trusler, som kaninen i forlygtens skær. Du griber instinktivt til kamp eller flugt, hvis det er den eneste udvej, du ser.

Når du overvældes kan en vej igennem kan være, at du giver plads til at stoppe op. Selv et øjeblik gør en forskel - f.eks. ved at iagttage, hvordan en udånding påvirker kroppen.

Du er et menneske, og du bevæger dig i mellem disse forskellige adfærds/reaktionsmønstre. Du kan ikke styre en overlevelsesadfærd. Du er, hvor du er. Og du gør det så godt, du kan.

Læg mærke til pilene: Der er altid bevægelse imellem reaktionerne og de påvirkes af input. Input kommer udefra (f.x. som på billedet af kaninen, at lastbilen stopper før den rammer kaninen. Eller hvis én uventet smækker en dør i hovedet af dig )
Og indefra (f.x. som på billedet af kaninen, at kaninens muskler sitrer, og med et spjæt bliver den i stand til at springe væk. Eller hvis du puster ud, og automatisk skaber rum til at få ny luft ind (og måske oplever du ikke samme trang til at råbe og rase af hende, der smækkede døren i hoved af dig).

For når du oplever dig truet, er det din levede krop (inklusiv hjerne;-), der reagerer. Kroppen husker. Bag det, der kan opleves som fuldkommen ubegribelige reaktioner, gemmer der sig nogle fysiologiske, instinktive reaktioner, som ikke umiddelbart kan iagttages. De går så lynhurtigt. Kender du fornemmelsen; "hvad var det lige der skete"? - måske et møde, der pludseligt accelererede, hvor noget blev sagt/gjort som vakte vrede eller anden form for modstand.

Det er spild af kræfter at kæmpe imod vores evne til overlevelse.
Vi mennesker handler REaktivt på grundlag af et urgammelt nervesystem, som jeg beskrev i mit tidligere blogindlæg om Frirum - når forestillinger fastlåser. Det er dybt forankrede reaktionsmønstre, som bunder i den udviklede evne til at overleve. Vi lever, og overlever, igennem livet som det former sig. Vi er sansende mennesker i et samspil, som nogle gange kan opleves som et modspil.

Ja, vi former os efter forholdene. Og samtidig kan vi påvirke forholdene. Men det kræver, at vi er opmærksomme på, hvad vi er oppe imod. Det kræver, at vi vælger vores kampe. Det er ikke værd at spilde kræfterne. Og lige netop derfor fravælger en kamp imod vores eget instinktive reaktionsmønster - vores egen krop. Det kan være nemmere at begribe, hvorfor denne kamp er spild af kræfter, hvis du ser hvor mange års erfaring vores nervesystem har bag sig:

Du behøves såmænd ikke at forholde dig så meget til ordene, som jeg har skrevet i tidslinjen. Det vigtige er, at du bliver bevidst om, hvor velfunderet din overlevelsesadfærd er. Måske bliver det nemmere at begribe, at det ikke er værd at kæmpe imod en op til 500 millioner år gammel overlevelsesmekanisme. Din overlevelsesadfærd har ikke noget at gøre med dig som person, men med dig at gøre som menneske.

Med op til 500 millioner års erfaring har vi et autonomt nervesystem, der er gennemarbejdet. Her har vi noget, der virker (for ellers var vi alle døde). Det betyder også, at hvis vi forsøger at bagatellisere og på andre måder dømme vores eller andres reaktioner, måske med kommentarer som " jeg/du skal heller ikke være så rigide", "tag dig sammen" eller "jeg/du skal heller ikke gøre dig til et offer", så kæmper vi en kamp, vi på forhånd vil tabe. Vi kan lige så godt bøje os i sandet for de her overlevelsesmekanismer. De er en del af kroppen. Og de er her af gode grunde.

Det er i hverdagens mange aktiviteter, vi kan erfare, hvor dybt forankret vores evne til overlevelse ligger. Overlevelsesadfærden er ikke umiddelbart bevidst. Reaktionsmønstrene, baseret på nervesystemets respons, er så inkorporerede, at vi i første omgang ikke ligger mærke til, at vi REagerer. Vi har brug for at stoppe op. At iagttage; "hvad det er der sker?", for at vi kan få øje på det. Her får du et AHA® med aktive knapper. Dyk ned i det, f.eks. kan du trykke på Aktør og erfare, hvordan du gradvist kan (inter)agere - ikke kun reagere. På denne version, ser du ikke pilene imellem de forskellige former for adfærd. Du ser ikke, hvordan knapperne er forbundet, som havet der samler isflagerne. Men pilene er der, og felterne har en tættere forbindelse, end du umiddelbart regner med:

Aktør i Livet som det former sig
∞ Der er altid bevægelse ∞

∞ Der er altid bevægelse ∞

Offer - Immobilisering

Du får en adfærd som billedet af kaninen, der er fanget i forlygternes skær. Den ældste del af nervesystemet - det vil sige den parasympatiske dorsale del af vagusnerven - har taget styringen. Der sker en Immobilisering - som afhængig af truslen instinktivt gradueres. Du kan opleve - i forskellige grader - at lammes, fastlåses, fanges, fryse, gemme dig. Du kan opleve problemer med fordøjelsen. Du kan blive så overvældet af sanseinput udefra omgivelserne og indefra kroppen, at kontakten indadtil (kroppen) og udadtil (omverdenen) forsvinder midlertidigt. Du kan have tendens til at zone ud, miste evnen til at tale, forsvinde fra virkeligheden, kollapse, gå i kramper. Det kan opleves som ganske overvældende, og kræfterne bag bør ikke underkendes. I det givne øjeblik opleves reaktionerne varige. Men de er ikke varige - der er altid bevægelse. og de er aldrig din skyld. Du kan ikke styre det. Disse erkendelse har betydning.

Stregen lige over offercirklen viser kraften i dette stadie. Det kræver nænsom opmærksomhed at bevæge sig ud af handlingslammelsen. Den kan ikke forceres, men der er bevægelse. Handlekraften kommer igen og kan understøttes, når du er klar til det. Vi kan selv støtte en aktivering af Sympaticus - kæmp/flygt - og skærpe vores evne til at stoppe op, som pilene på AHA® viser.

Vi må gradvist give plads til at være til stede for at kunne håndtere disse kraftfulde reaktioner. Det kan ikke forceres. for så mister du forbindelsen;-). Det kan komme lige så stille - et skridt ad gangen, et øjeblik ad gangen. Nænsomt og opmærksomt.

∞ Der er altid bevægelse ∞

Overlever - Mobilisering

Engang da jeg kom kørende, var der en kanin foran bilen. Der var dyrehegn på begge sider af grusvejen og vejen var snæver. Kaninen handlede panisk. Fuldt forståeligt. Den kunne ikke finde en udvej. Den sprintede fra den ene side af vejen til den anden. Jeg stoppede bilen, og den fandt et hul i gennem hegnet. På flugt. Når vi som menneske Overlever, er Sympaticus (re)aktiveret, og kæmp/flygt har taget styringen. Du kan opleve en fornemmelse af at være på vagt, anspændt i flugt, angreb eller forsvar. Du tilpasser din beskyttelse igennem handling - Mobilisering; Kamp (det kan også være et nej til eller en modstand mod noget/nogen) eller aktiv flugt (du går f.eks. fra et skænderi). Du kan (måske) mærke anspændtheden i musklerne - for eksempel i ansigt, kæber, skuldre, nakke. Du kan mærke effekten af at cortisol og adrenalin pumper ud i kroppen. Du mister i mindre eller større grad de kognitive funktioner - herunder evnen til at orientere dig, huske, have overblik, formulere dig. Disse funktioner er ikke vigtige, når du er i gang med at overleve.
Desuden er det givtigt at være opmærksom på, at når Sympaticus tager over, aktiveres den parasympatiske dorsale del af vagus og din fordøjelse kommer ud af balance. Du oplever en fornemmelse af ubehag.

Du kan opleve mødet med verden som et modspil. Det er en kamp. Hvis du kun Overlever, tipper balancen nemt, og du kan opleve dig fanget/fastlåst som Offer igen. Som kaninen der er fanget i truslen fra et stort køretøj.

∞ Der er altid bevægelse ∞

Stopper op - Immobilisering uden frygt

Denne evne til at stoppe op, kan du gradvist træne. Det er ikke en overlevelsesadfærd. Det er et tilvalg, som kan støtte dig. Du kan ikke tvinge det igennem. Her skærper du evnen til at være til stede, så meget som det nu er muligt i det givne øjeblik.

Din tilstedeværelse kan praktiseres i forskellige formater. Det kan starte, når du er i bevægelse, f.eks. mærk sæben og vandet, når du vasker hænder. Mærk trykket, når du gnider sæben ind. Senere kan du måske sidde stille...Langsomt er hurtigt. Du behøves ikke at tvinge det igennem, for så er du ikke længere til stede;-). Giv plads til iagttagelse - hvad er det du registrerer? Måske dine tanker, følelser, fornemmelser eller sansninger. Måske registrerer du, at du er fanget i øjnene, der dømmer. Det kan være sagsbehandlerens, lederens, medarbejderens. Det kan være dine egne. Vejrtrækningen kan lede dig på vej; indånding opmærksomhed, udånding slip det.

∞ Der er altid bevægelse ∞

Aktør - Mobilisering uden frygt

Hvornår er vi aktører? Måske kan du inspireres af kaninen i græsset, der udtrykker trivsel, fordi den er i sikkerhed. Når en kanins ører stritter lige op i luften, er den opmærksom. Og peger de fremad, er det et tegn på nysgerrighed. Det passer meget godt til det, du ikke ser på billedet, nemlig at kaninen er i en have, hvor den trives og foran den er en hund, som den er meget sammen med. I mine iagttagelser af kaninen, aflæser jeg dens kropssprog og dens reaktion på omgivelserne, så faktuelt som muligt. Det støtter aktøren at iagttage frem for at dømme. På grundlag af mine iagttagelser, kommer jeg frem til, at kaninen er aktivt søgende, fordi den oplever sig tryg. For mennesker gælder det samme som for kaninen. Når du er et sikkert sted, kan du opleve en åbenhed, lethed og lyst til at undersøge og finde nye muligheder. Du er engageret og forbundet - i stand til at etablere kontakt indadtil og udadtil. Du kan sortere i lydene, have øjenkontakt med hovedet på sned - du møder verden med tillid.

Alt dette understøttes af den Polyvagale teori. Den parasympatiske ventrale del af vagusnerven er aktiveret, hvilket betyder de andre dele af det autonome nervesystem er aktive i deres restituerende version. Det vil sige, der sker en aktivering af den parasympatiske dorsale del af vagusnerven, som sætter kroppen istand til fordøje, hvile og gendanne/genopbygge indefra. Og det sympatiske nervesystem, Sympaticus, der regulerer blodgennemstrømning og hjerterytmen, giver energi til øjeblikkets opgaver, mobiliserer til leg og skaber passionerede handlinger baseret på viljekraft. Du er klar til at møde verden i et samspil.

∞ Der er altid bevægelse ∞

Du gør hvad du er i stand til i det givne øjeblik.

Der er ikke nogen form for handleadfærd, der er rigtig eller forkert.
Dine reaktioner og din adfærd er altid i bevægelse - ikke stagneret - selv om det kan opleves sådan. Og lige så væsentligt: Den er, som den er, i det givne øjeblik.

Og du gør, hvad du er i stand til i det givne øjeblik. Vi er mennesker med et autonomt nervesystem, hvor den ældste del er mere end 500 millioner år gammel.

Vi er sansende mennesker i samspil, der kan opleves som modspil. Vores sanser er tæt forbundne til vores følelser, og vi er lynhurtige til at lave en forhåndsvurdering: Er dette en trussel eller ej? Vurderinger er tilknyttet tidligere erfaringer og gamle historier - hvilket kan påvirke vores instinktive reaktioner markant. Uden vi umiddelbart er opmærksomme på det.

Der er elementer der kan være givtige at være særligt opmærksom på, når livet overvælder;
Accept (herunder accept af, at du ikke accepterer situationen;-)
Kontakt (indadtil og udadtil - sanserne kan hjælpe dig på vej)
Træning (med mål/intentioner for øje)
Øvelse (med plads til leg og lethed)
Regulering i en kontekst. Ja hvad mener jeg med det? Vi regulerer vores adfærd ud fra en umiddelbar vurdering af om vi oplever os i sikkerhed eller truet. Det sker i nervesystemet og i sanseapparatet, og vurderes på splitsekunder. Vi REagerer ud fra den kontekst vi er i. Vi kan regulere vores arousal i samspil med omgivelserne - hvad er det for sanseinput, der kan støtte os i den givne situation: at gå en tur med hunden, at spise middag med et andet menneske, at have en sten i lommen.

Vær opmærksom på, at det som trigger en, kan være en støtte for en anden. Vær opmærksom på det du mærker, der kan støtte dig i det givne øjeblik

Rammerne er en del af konteksten. Vores omgivelser har stor betydning i forhold til regulering af et nervesystem. Herunder en nænsom opmærksom på hvad der støtter og forstyrrer ift alt det som påvirker os udenfor vores krops grænse. Det kan være underlaget vi står på, tøjet der kradser, lydene omkring os, bevægelserne i et rum, lysets styrke (kan justeres ved hjælp af solbriller eller en kasket), det kan være behovet for en udvej (kan justeres ved at placere dig i et lokale, hvor du kan se døren), og meget, meget mere.

Det kan også være en refraiming i forhold til en egen forståelse - det vil sige, du ser på den situation, du står i, med nye briller. f.eks. kan du have sunde reaktioner på en syg situation, fremfor at du har syge reaktioner. For mit vedkommende blev det også, at jeg måtte se flashbacks som flashinsights. Det hjalp mig at se dem, som noget der gav indsigt - fremfor en rædselsvækkende historie, der kom tilbage som et flash.

Ved hjælp af modellen kan du måske nemmere fornemme, hvad der er din handleadfærd lige nu og her. Modellen kan gøre det nemmere at anerkende det, du mærker. Det er som det er - for det er sådan det opleves.

Ved at være opmærksom på Accept, Kontakt, Træning, Øvelser, Regulering i en kontekst, kan du samtidig lave en lynhurtig prioritering: Hvad bør vægtes lige nu og her. Hvad vil støtte dig i at bevæge dig igennem det, du oplever dig fanget i? Hvilke muligheder har du?

Regulering i forhold til rammerne kan være et væsentligt sted at starte: At finde rammer der støtter dit udgangspunkt lige her og nu. Det er aldrig noget pjat, det du mærker, men det er samtidig givtigt at være opmærksom på, at vores handlinger kan være voldsomt farvet af øjnene, der ser. Og når vi er i højt arousal (hvilket vi ikke altid mærker;-), vurderer vi lynhurtigt situationen, herunder omgivelserne, sort/hvidt. Vi ser truslen. Vi får ikke nuancerne med. Det kan vi først, når vi, som kaninen i græsset, oplever at være et sikkert sted. Derfor er rammerne så vigtige, - de kan dæmpe arousal og gøre os i stand til at få nuancer med. Det kan også være igennem Kontakt, at du påvirker rammerne (REgulering kan ske ved at du mærker en tung dyne der trykker på din krop, kontakten til et pelsdyr, kontakten til et menneske, der ikke dømmer, kontakten til lænestolen, der favner dig)

Formålet med modellen er at støtte op om en form for ubundet, opmærksom fleksibilitet, så du nemmere kan agere i de forskellige stadier. Du oplever dig ikke så bundet - fyldt af frygt-aggression, fordi du erfarer, at det er en fuldt forståelig reaktion på input. Kroppen reagerer på det, den oplever som en trussel. Og du kan justere dit udgangspunkt i forhold til den oplevede trussel, når du bliver opmærksom på reaktionsmønstret. F.eks. i mødet med en leder, medarbejder, sagsbehandler, som jeg beskrev i indledningen.

Vi er alle mennesker: vi fanges, fastlåses, kæmper og flygter, engagerer os i fællesskaber afhængig af, hvordan vi oplever virkeligheden lige nu og her. Og vi har et væv, der binder det hele sammen.

Måske kan AHA-modellen støtte dig til at finde "et rum", der passer til dit udgangspunkt lige nu og lige her.

Du kan læse mere om det i min serie, som starter med Vi kan alle have brug for et AHA - når livet overvælder. Part 1.