Hovedløse handlinger findes (ikke;-)

Hvis du synes, du - eller en anden - er doven, overreagerer eller gør noget der virker "helt ude i hampen", er det værd at læse dette blog indlæg. Det, du er vidne til, kan virke som hovedløse handlinger, men der en mening bag, som er betydningsfuld at kende til.

Det får mig til at understrege, at du bør give tid til at læse dette indlæg – gerne flere gange – i den form det virker for dig. Dvs. pauserne er lige så vigtige som handlingen. Det har betydning at give tid til at fordøje indholdet, for noget kan måske trigge dig. Noget kan fuldt forståeligt vække en REaktion.

Jeg skrev, at handlinger kan virke som "hovedløse". Faktisk er det ikke hovedløst, men der ligger en hel krop bag, som REagerer.

Kroppen husker - og den holder regnskab - måske på noget, der ligger langt tilbage.

Kroppen - inklusiv hjernen - REagerer på input indefra og udefra. Du kan ikke skille hovedet fra kroppen. Selv om du nogle gange kan have lyst til det.

Vi mennesker bevæger os i et samspil med omgivelserne. Omgivelserne kan også være mennesker omkring os. Disse samspil kan jævnligt opleves som et modspil. Hvad er det egentlig, der sker?

Vores nervesystemer "spiller sammen" uden vi umiddelbart er klar over det. Det vi mærker, hører, ser - ja alt det vi sanser - registreres og sorteres til eller fra. Instinktivt og lynhurtigt. Vi REagerer. Ofte er vi ikke bevidst om det.

4 personer går på stranden i efterårsblæsten. De går sammen og hver for sig. Mærker vindens kraft, imens skyer suser over himlen og solen glimtvis rammer sandet og vandet.

Apropos samspil og modspil: Vi kan instinktivt mærke, om et andet menneske vil os det godt/dårligt.

Læg mærke til, at jeg, ved at benytte et ord som "godt"/"dårligt", kommer til at sætte dette menneske/ denne handling i bås. Jeg laver en vurdering. Dette er en almenmenneskelig tendens, at vi springer et led over, så vi forholder os mere til konklusionen (forestillingen/vurderingen) end til realiteterne

Vi bygger vores vurdering/forestilling på "iagttagelser", vi har gjort os via sanseindtryk.

Den første sortering af sanseindtryk foregår på et hjernestammeniveau. Her sker en lynhurtig første sortering af det iagttagede/sansede, som udmønter sig i en insitinktiv vurdering. - er der en trussel eller ej?

Den første sortering kan altså have en tendens til at blive unuanceret, særligt hvis vi har en historie med os, som vi ikke er bevidste om kraften bag. Ja, selv når vi kender kraften bag, kan sorteringen blive unuanceret. Vi REagerer. Meget af dette sker, uden vi umiddelbart er klar over det.

Giv plads til iagttagelserne, før du sætter i bås. Giv plads til det sansede, før du sætter i bås. Musikken, der spiller en hurtig melodi, hjertet, der slår hurtigere, åndedrættet der bliver mere overfladisk, modstanden på "personen i den gule sweater".

Den sanseoplevelse du/vi mennesker reagerer på er reel og skal tages alvorligt med en form for legende lethed. Her er en levet erfaring, som har betydning for funktionsniveauet. Men den er ikke hele sandheden.

Det vi iagttager kan opleves i et forskelligt lys, for det afhænger af det givne udgangspunkt - ja af vores eget givne udgangspunkt. Der er væsentlig forskel på realitet og virkelighed, når du forholder dig til iagttagelser - herunder det sansede. Realitet forholder sig til de objektive kendsgerninger - den helt specifikke form, farve og funktion. Virkeligheden er baseret på ens egen oplevelse af det sansede og farver "realiteten".

Jeg har erfaret, hvor sjældent vi er i stand til at forholde os til "realiteten" (hvad er egenlig realitet;-) og hvor ofte vi reagerer på den oplevede virkelighed.

Som ergoterapeut ser jeg jævnligt, at mennesker på grund af deres historie kan have en - fuldt forståelig - sensorisk intolerance overfor nogle sanseinput – f.x. lyd, lys/mørke, bevægelse. ”Kroppen husker – også fra før fødsel”. De og dem omkring dem, oplever det ofte som irrationelt og uforståeligt.

Der kan også være tendens til at være blinde for væsentlige ressourcer og nuancer. Vi kan nemt komme til at spejle os i forestillinger og vurderinger, fremfor realiteterne. Det er almenmenneskeligt. Uanset om vi står i en rolle som professionel, pårørende eller fastlåst i en livssituation oplever vi blinde synsvinkler. Hey, vi er bare et menneske, der reagerer på det kroppen husker.

Reaktioner har langt mere med dig at gøre som menneske, end med dig at gøre som person. Vi kan så nemt komme til at gøre det til noget individuelt med en tendens til at dømme; "Det er også fordi hun er så sart", "Han skal bare tage sig sammen". Når vi dømmer en anden, er det baseret på vores egen oplevede virkelighed - ikke realiteten.

Virkeligheden - den oplevede virkelighed - for det er det, den er, er en sammenfatning af de ting, forhold eller omstændigheder som rent faktisk findes eller gør sig gældende (på et bestemt tidspunkt). Den er afhængig af vores sansers vurdering og evne til udvælgelse. Hvis vi trigges resulterer det i oplevelsen af kaos, tåge, afmagt - problemer med at håndtere hverdagen. Det er bare reaktioner, men det opleves fuldt forståeligt ikke som "bare".

Når vi begynder at opleve problemer med at klare et studie/arbejde, at komme ud ad døren, at passe vores barn, at være ”tryg og sikker” osv, kan de ikke ”opdrages” eller "bagatelliseres" væk, de kan heller ikke afhjælpes ved samtaler med psykolog/psykiater/psykoterapeut (men der kan være andre gode grunde til disse samtaler) eller gennem indtagelse af medicin. Problemerne kan afhjælpes ved at tilpasse stimuli i dagligdagen, på en måde så hjernen får hjælp til modulering – dvs. til at regulere og organisere reaktioner på sanseindtryk på en gradueret og tilpasset måde. Det skaber forudsætning for samspil og læring. Og det skaber mulighed for i første omgang at kære om sine egne behov og dermed sine næres behov.

Kort sagt giv plads til hverdagens aktiviteter med alle dens sanseindtryk. Hvor dybe tryk, visse former for berøring og bevægelse f.eks. kan støtte dig til at bevare forbindelsen til realiteterne, så du ikke drukner i din egen virkelighed.

Der kan komme en dybere forståelse for sammenhængen mellem dagliglivets sansestrøm og valg af omgivelser, interaktioner og aktiviteter. Som eksempel kan mindfulness i sig selv opleves ganske overvældende og i nogle situationer være uhensigtsmæssigt, hvis ikke man har kroppen med - har forbindelser etableret. Bare det at trække vejret kan være overvældende, hvis man ikke har et vidne med sig, der kan støtte en. Et menneske, der forstår, at det "bare" er reaktioner. Et menneske, der forstå, at det "blot" er den oplevede virkelighed, der tager over.

Det hjælper f.eks. at sige højt, når man kan se, at det bliver for meget. Sig det højt til dig selv, hvis det er dig der REagerer. I første omgang kan vi ikke umiddelbart mærke hvad der rører sig, forbindelsen kan være cuttet. Men det ”indre kropsbarometer” kan støt og roligt komme til at virke, når der er en der beskriver, hvad de ser, uden de dømmer eller fortæller, hvad man skal gøre.

Og det hjælper, når der bliver en bevidsthed om, hvordan sanseinput kan udformes - det er faktisk muligt at justere dem, når du bliver bevidst om, hvad der trigger og hvad der støtter. Feks. kan det have betydning, hvor højt og hurtigt vi taler.

Og så vil jeg minde om at man kun kan støtte, når man også får kæret om sig selv. Der er ikke grund til at forcere noget.

Der findes ikke fejltrin (det er en vurdering). På vejen vælger vi så godt vi kan, og så kan vi drage nytte af de erfaringer, vi gør os.

Der findes ikke tilbagefald (det er en vurdering baseret på sammenligning med tidligere). REaktioner kommer og går. Som spiraler kan noget indsnævres eller udvides. Læg mærke til bevægelsen.

Langsomt er hurtigt. Ofte er meget langsomt meget hurtigt

Der er behov for iværesættelse af den oplevede virkelighed, før noget kan italesættes og før der kan skabes bevægelse i funktionsniveauet.

facebook-squarelinkedin-squareinstagram