4. kapitel i serien "Det er bare reaktioner"
Har du hørt om Pia Tafdrups fem digtsamlinger om sanserne?
Selv titlerne inspirerer;
"Lugten af sne"
∞
"Smagen af stål"
∞
"Lyden af skyer"
∞
"Synet af lys"
∞
"Berøringen af hud"
∞
Oh Yes! Vi har brug for horisontudvidelse, for vi kan alle have en tendens til en indsnævret forståelse af sansning. Det har jeg mærket på egen krop.
Jeg har lige læst et interview med Pia Tafdrup i Informations bogtillæg fra d. 18. februar 2022. Hun siger i slutningen af artiklen: "Tidligere har man undersøgt arternes forskellighed, og jeg tror, at vi befinder os i en tid, hvor vi skal begynde at se på, hvad vi har fælles, hvordan vi kan hjælpe hinanden"...."Det er fint, hvis nogen læser de her bøger og vågner op," smiler hun. "for der er meget at tage fat på i denne her verden."
Pia Tafdrups ord vækker genklang
Sanserne har uendelig stor betydning for vores levede liv. Det er noget, vi har til fælles på tværs af alt det, vi ellers identificerer os med. Vores egne reaktioner på sansninger skaber samtidig en oplevet virkelighed, hvor vi kan føle os så alene og misforstået - med en endnu større trang til at identificere os med f.eks. "vores" sygdom eller vores rolle i verden.
Ét er altså hvad vi har til fælles - nemlig sansning. Noget andet er, hvor forskelligt vi oplever og reagerer på en given situation. F.eks. kan en bog, en film eller et foredrag få to vidt forskellige vurderinger selv om vi oplever det på samme tid. Vi påvirkes af vores unikke udgangspunkt.
Jeg husker en temadag for sundhedsprofessionelle om funktionelle lidelser. Der var flere anerkendte oplægsholdere, hvor alle benyttede powerpoints med beskrivelser af forskningsprojekterne. Det lignede en normal, meget succesfuld, række af oplæg i en fyldt sal med engagerede mennesker og den nyeste viden.
Og dog. Her var noget, som man ikke umiddelbart havde opmærksomhed på. Nemlig den oplevede virkelighed, som menneskers sanseapparat og nervesystem instinktivt noterer sig og reagerer ud fra. Og som helt afhænger af ens eget udgangspunkt.
Der var mange mennesker i det store auditorium. Hvad er mange? Det er relativt. Jeg husker det som 6-700, men det kunne også være 100. Jeg ved, der var så mange, at flere stod op langs siderne. Antallet er reelt set også ligegyldigt i denne kontekst, for det er den oplevede virkelighed, der tæller.
Jeg kom alene. Jeg sad på en stol i midten. Jeg kendte ikke dem ved min side. Skærmen var så stor at alle var i stand til at læse teksten på powerpoint præsentationerne. Stolene sad tæt med en lille pult foran hver stol, hvor man kunne kunne skrive på sin blok eller computer. Hvis jeg ville ud, skulle alle på min ene side rejse sig.
Hvad påvirkede også min oplevelse:
Synet af sorte tekster. Her bør vi ikke kimse af de skrevne ords betydning - dvs. ord og sætninger som (jeg oplevede truende) triggede en reaktion. Samt (det jeg oplevede som) et flakkende lys på storskærmen og det skarpe, kolde lys i lokalet.
Lyden af oplægsholdernes tale, af tasterne der blev trykket på computere, af bevægelser, host og rømmen i lokalet, af ventilationsanlægget.
Smagen af metal, måske fordi luften var iltfattig. Smagen af vand fra min drikkedunk.
Berøringen af min hud. Naboens bevægelse, som mærkedes i luften omkring mig - oplevelsen var kuldegysende. Trykket fra stolen. Trykket, når jeg pressede fingeren imod kuglepennen og når jeg pressede fødderne mod gulvet. Trykket der ændrede sig, når jeg vippede stille frem og tilbage på sædet. Berøringen af vand på læberne, i mundhulen og ned igennem min hals.
Når kontakten ryger
Oplæggene talte hovedsageligt til storhjernen: Det var eksperter, der udtalte sig om teori og praksis baseret på evidens - men miljøet talte til hele kroppen. Der var ikke mange pauser. Jeg oplevede mig fanget - et truet menneskedyr;-)
Den oplevede virkelighed er ikke kun baseret på sanseinput, der kommer udefra og ind. Den er også baseret på sanseinput indefra og ikke mindst den lynhurtige indre evaluering af samtlige sanseinput. Da jeg blev trigget af sanseinput i auditorieret skete en på et splitsekund en indre ubevidst evaluering. Baseret på tidligere erfaringer blev sanseinputtene lynhurtigt sat i en kategori som værende en mulig, væsentlig trussel. Jeg var blandt "fjender" (vel at mærke en oplevet virkelighed). Muskler spændte op, der blev lukket af omkring halsen. Jeg så lysglimt. Det var et advarselssignal - en reaktion på stimuli i kombination med det, kroppen huskede. Og et tegn på - fra tidligere erfaringer - at jeg var tæt på at gå i kramper. Kroppen spændte yderligere op. Jeg kunne ikke skelne oplægsholdernes tale fra andre lyde.
Når kontakten etableres
Jeg fik forbindelsen genetableret ved at iagttage de reaktioner, jeg var i stand til at mærke. jeg fokuserede på en sortering af de input, jeg fik:
- Jeg droppede at forstå, hvad der blev sagt og vist på skærmen.
- Jeg kiggede ned på mit papir - ingen menneskekontakt.
- Jeg skærpede opmærksomheden på kontakt med virkeligheden igennem den sans, der kan skabe en umiddelbar lynhurtig registrering af tryghed versus trussel, nemlig berøringssansen:
Jeg mærkede kuglepennen i min hånd. Tegnede uden at forholde mig til, om det var forståelige ord eller symboler.
- Jeg gav plads til dybe tryk, for at opleve tryghed.
- Jeg tog sko af, mærkede føddernes kontakt med underlaget og satte mig tilbage i sædet.
- Jeg trykkede med mine hænder på knæene. Jeg lukkede øjnene (først der var jeg i stand til det, for jeg måtte opleve en grad af sikkerhed, før jeg kunne lukke af for den sans, der orienterer sig om eventuelle trusler).
- Jeg rettede mig op i sædet. Mærkede rygsøjlen der rejste sig (først der var jeg i stand til at mærke rygsøjlen.
Jeg mødte en tidligere medstuderende i pausen - kontakten var givtig. Han var til at stole på. Jeg valgte at give ham min plads i midten - måske var det en anden, der fik pladsen. Jeg endte med at trække mig helt ud til siden, så jeg stod op i nærheden af døren. Det var nødvendigt med en synlig udvej.
Jeg valgte at gå før temadagen sluttede. Jeg lydoptog mine refleksioner efterfølgende.
Hvad fik jeg med mig?
Husk på at min tolkning af initiativtagernes/oplægsholdernes manglende indsigt er væsentligt påvirket af min faglige baggrund som ergoterapeut i kombination med den oplevede virkelighed på daværende tidspunkt. Jeg havde en synshorisont, der var betydeligt farvet af tidligere oplevelser.
Gjorde jeg noget forkert? Burde jeg have haft en med mig? Nej, jeg gjorde, hvad jeg var i stand til på daværende tidspunkt.
Hvis jeg tog til et lignende oplæg i dag, kunne jeg gå derfra med en anden oplevelse. For jeg har også lært, at når jeg bevæger mig ind i et rum, vælger jeg nøje min placering ud fra en her og nu orientering indadtil og udadtil. f.eks. i forhold til egen tilstand, tema, udgangsforhold, luft og lys. Samt en overbærenhed, for kroppen holder regnskab med nuancer, som vi ikke altid er bevidste om.
Stop op - selv et øjeblik gør en forskel
Hvad mærkede du, imens du læste beskrivelsen af min oplevede virkelighed under temadagen? Du kan dvæle ved dine egne sansninger, kropslige fornemmelser, følelser og tanker undervejs.
Giv plads til at registrere det uden, at du behøves sætte det i bås som værende godt eller dårligt. Bare lad det være.
Du vælger selv om, du har glæde af at skrive dine registreringer ned. Har du brug for at rejse dig, gå rundt eller strække dig, bare gør det.
Mærk grundlaget for dit valg: Hvad mærker du i kroppen?
Hele tiden trækker du vejret: Indånding opmærksomhed, Udånding slip det. Vejrtrækningen leder dig på vej. Bare lad det være der popper op - også at du ikke mærker noget. Der er bevægelse, selv når du oplever stilstand eller kaos. Vejrtrækningen bevæger sig: Indånding opmærksomhed, Udånding slip det. Du er lige her og lige nu.
På en indånding mærk kontakten til underlaget - ved dine fødder, dit sæde eller hele din krop. Mærk forbindelsen. Hele tiden trækker du vejret.
Giv plads
Jeg ønsker at udvide dine horisonter for den oplevede virkelighed. Derfor slutter jeg af med den sidste strofe i Pia Tafdrups digt "Vægten af et liv", som også er afslutningen på interviewet i Information:
Sammen med alle andre er du og jeg henvist til egne sansninger for at mærke, hvad det vil sige at elske og miste, at være i verden.
Tak, Pia Tafdrup. Jeg har købt hele din digtsamling om sanserne, for poesi har lige så stor betydning som faglitteratur.
Kontakt indadtil og udadtil, Tak. Det er i samspillet med omverdenen, vi skaber mulighed for bevægelse.
Du kan (gen)læse de andre kapitler i serien "Det er bare reaktioner". De giver indsigt i, hvordan vi som mennesker REagerer i kontakten med omverdenen, og hvordan der er en vej igennem, selv når vi ikke kan finde en udvej. Jeg anbefaler at genlæse dem for at få en dybere forståelse for sammenhængen imellem sanser, nervesystem og adfærd i et samspil med omverdenen.