7. kapitel i serien "Det er bare reaktioner"

Vi mennesker handler REaktivt. Den amerikanske biolog Robert M. Sapolsky beskriver i sin bog "Behave" hvad der fører til, at vi mennesker gør, som vi gør. Vi reagerer altid på noget der er gået forud. Fra en elektrisk impuls i hjernen der sætter gang i en handling, hormoner der er blevet frigivet tidligere på dagen, til hvordan pattedyr udviklede sig for millioner af år siden. Herunder vores urgamle nervesystem, som jeg beskrev i mine tidligere blogindlæg Frirum - når forestillinger fastlåser og Frirum - Hvordan finder du vej, når du er fanget? Og der er meget mere end det.

Det kan have betydning at dvæle ved dybt forankrede reaktionsmønstre i samspil med den udviklede evne til at overleve. Vi lever, og overlever, igennem livet som det former sig. Vi er sansende mennesker i et samspil, som nogle gange kan opleves som et modspil.

På den måde former vi os efter forholdene. Og samtidig kan vi påvirke forholdene. Men det kræver, at vi er opmærksomme på, hvad vi er oppe imod. Det kræver, at vi vælger vores kampe. Det er ikke værd at spilde kræfterne. Og lige netop derfor er det værd, at fravælge en kamp imod vores eget instinktive reaktionsmønster - vores egen krop. Det kan være nemmere at begribe, hvorfor denne kamp er spild af kræfter, hvis du ser hvor mange års erfaring vores nervesystem har bag sig:

Du behøves såmænd ikke at forholde dig så meget til ordene, som jeg har skrevet i tidslinjen. Det vigtige er, at du bliver bevidst om, hvor velfunderet din overlevelsesadfærd er. Måske bliver det nemmere at begribe, at det ikke er værd at kæmpe imod en op til 500 millioner år gammel overlevelsesmekanisme. Din overlevelsesadfærd har ikke noget at gøre med dig som person, men med dig at gøre som menneske.

Med op til 500 millioner års erfaring har vi et autonomt nervesystem, der er solidt funderet. Her har vi noget, der virker (for ellers var vi alle døde). Det betyder også, at hvis vi forsøger at bagatellisere og på andre måder dømme vores eller andres reaktioner, måske med kommentarer som " jeg/du skal heller ikke være så rigid", "tag dig sammen" eller "jeg/du skal heller ikke gøre dig til et offer", så kæmper vi en kamp, vi på forhånd vil tabe. Vi kan lige så godt bøje os i sandet for de her overlevelsesmekanismer. De er en del af kroppen. Og de er her af gode grunde. Det kan være overvældende at læse om. Det er fuldt forståeligt, - der kan være kræfter, vi ikke umiddelbart er opmærksomme på. Det betyder, at vi måske ikke kan tage mere tekst ind. Vi fatter ikke hvad der står.

Forståeligt, for vi reagerer på input.

Hvad mærker du i kroppen lige nu? Prøv at mærke, hvad det gør at strække dig...Virkelig strække armene op og ud til siderne...Måske er du et sted, hvor du ikke synes, du kan gøre det. Så kan du erfare, hvordan omgivelserne påvirker din adfærd.

Og hvis du vælger at gøre det, kan du mærke, hvordan det påvirker din krop i et samspil med omgivelserne (måske er der en anden i rummet, der begynder at strække sig)

Jeg inviterer til et nyt form for input - en kort film - der på en anden måde taler til kroppen. Lyt, se og mærk.

Læg mærke til, hvordan filmen påvirker dig i forhold til det, du sanser af lyd, lys, bevægelse, kropsfornemmelser, følelser, tanker og (trang til) handlinger. Hvad tager du med dig?

Reaktioner er altid i bevægelse selv om det ikke føles sådan
Det er i hverdagens mange aktiviteter, vi kan erfare, hvor dybt forankret vores evne til overlevelse ligger. Overlevelsesadfærden er ikke umiddelbart bevidst. Reaktionsmønstrene, baseret på nervesystemets respons, er så inkorporerede, at vi i første omgang ikke ligger mærke til, at vi REagerer.

Vi kan alle have brug for et AHA - når livet overvælder
Vi har brug for at stoppe op. At iagttage; "hvad det er der sker", for at vi kan få øje på det.

Isflagerne er en samlet del af havet. De står ikke alene, de er forbundne.
Måske kan dette billede minde dig om, at selv når reaktioner overvælder, er der sammenhæng.

Forbindelserne er der, og felterne har en tættere forbindelse, end du umiddelbart regner med.

Herunder ser du AHA® med aktive knapper. Undersøg, hvad der sker, når du trykker på knapperne. Her kan du erfare, hvordan du gradvist kan (inter)agere - ikke kun reagere. Vi kan opleve os uden forbindelse, når er i en tilstand, hvor vi overlever eller er lammet på grund af frygt. Vi kan i sådanne tilstande ikke mærke det, men forbindelsen er der.

Aktør i Livet som det former sig
∞ Der er altid bevægelse ∞

∞ Der er altid bevægelse ∞

Immobiliseret - Immobilisering på grundlag af frygt

Du oplever at være i en tilstand, som billedet af kaninen, der er fanget i forlygternes skær. Den ældste del af nervesystemet - det vil sige den parasympatiske dorsale del af vagusnerven - har taget styringen. Reaktionerne er udenfor viljens kraft. Der sker en Immobilisering - som afhængig af truslen (hvordan den opleves) instinktivt gradueres. Du kan opleve - i forskellige grader - at lammes, fastlåses, fanges, fryse, gemme dig. Du kan opleve problemer med fordøjelsen. Du kan blive så overvældet af sanseinput udefra omgivelserne og indefra kroppen, at kontakten indadtil (kroppen) og udadtil (omverdenen) forsvinder midlertidigt. Du kan have tendens til at zone ud, miste evnen til at tale, forsvinde fra virkeligheden, kollapse, gå i kramper. Det kan opleves som ganske overvældende, og kræfterne bag bør ikke underkendes. I det givne øjeblik opleves reaktionerne varige. Men de er ikke varige - der er altid bevægelse. og de er aldrig din skyld. Du kan ikke styre det. Denne erkendelse har betydning.

Stregen lige over Immobiliseret viser kraften i dette stadie. Det kræver nænsom opmærksomhed at bevæge sig ud af handlingslammelsen. Den kan ikke forceres, men det hjælper at vide, at der er bevægelse. Handlekraften kommer igen og kan understøttes, når du er klar til det.

Vi (i samspil med omgivelserne) må gradvist give plads til at være til stede for at kunne håndtere disse kraftfulde reaktioner. Vi kan både støtte en aktivering af Sympaticus - kæmp/flygt - og skærpe vores evne til at stoppe op, som pilene på AHA® viser. Det kan komme lige så stille - et skridt ad gangen, et øjeblik ad gangen. Nænsomt og opmærksomt. Det kan ikke forceres, for så mister du forbindelsen;-).

∞ Der er altid bevægelse ∞

Overlever - Mobilisering på grundlag af frygt

Engang da jeg kom kørende, var der en kanin foran bilen. Der var dyrehegn på begge sider af grusvejen og vejen var snæver. Kaninen handlede panisk. Fuldt forståeligt. Den kunne ikke finde en udvej. Den sprintede fra den ene side af vejen til den anden. Jeg stoppede bilen, og den fandt et hul i gennem hegnet. På flugt. Når vi som menneske Overlever, er Sympaticus (re)aktiveret, og kæmp/flygt har taget styringen. Du kan opleve en fornemmelse af at være på vagt, anspændt i flugt, angreb eller forsvar. Du tilpasser din beskyttelse igennem handling - Mobilisering; Kamp (det kan også være et nej til eller en modstand mod noget/nogen) eller aktiv flugt (du går f.eks. fra et skænderi). Du kan (måske) mærke anspændtheden i musklerne - for eksempel i ansigt, kæber, skuldre, nakke. Du kan mærke effekten af at cortisol og adrenalin pumper ud i kroppen. Du mister i mindre eller større grad de kognitive funktioner - herunder evnen til at orientere dig, huske, have overblik, formulere dig. Disse funktioner er ikke vigtige, når du er i gang med at overleve.
Desuden er det givtigt at være opmærksom på, at når Sympaticus tager over, aktiveres den parasympatiske dorsale del af vagus og din fordøjelse kommer ud af balance. Du oplever en fornemmelse af ubehag.

Du kan opleve mødet med verden som et modspil. Det er en kamp. Hvis du kun Overlever, tipper balancen nemt, og du kan opleve dig Immobiliseret. Som kaninen der er fanget i truslen fra et stort køretøj.

∞ Der er altid bevægelse ∞

Stopper op - Immobilisering uden frygt

Denne evne til at stoppe op, kan du gradvist træne. Det er ikke en overlevelsesadfærd. Det er et tilvalg, som kan støtte dig. Du kan ikke tvinge det igennem. Her skærper du evnen til at være til stede, så meget som det nu er muligt i det givne øjeblik.

Din tilstedeværelse kan praktiseres i forskellige formater. Det kan starte, når du er i bevægelse, f.eks. mærk sæben og vandet, når du vasker hænder. Mærk trykket, når du gnider sæben ind. Senere kan du måske sidde stille...Langsomt er hurtigt. Du behøves ikke at tvinge det igennem, for så er du ikke længere til stede;-). Giv plads til iagttagelse - hvad er det du registrerer? Måske dine tanker, følelser, fornemmelser eller sansninger. Måske registrerer du, at du er fanget i øjnene, der dømmer. Det kan være sagsbehandlerens, lederens, medarbejderens. Det kan være dine egne. Vejrtrækningen kan lede dig på vej; indånding opmærksomhed, udånding slip det.

∞ Der er altid bevægelse ∞

Aktør - Mobilisering uden frygt

Hvornår er vi aktører? Måske kan du inspireres af kaninen i græsset, der udtrykker trivsel, fordi den er i sikkerhed. Når en kanins ører stritter lige op i luften, er den opmærksom. Og peger de fremad, er det et tegn på nysgerrighed. Det passer meget godt til det, du ikke ser på billedet, nemlig at kaninen er i en have, hvor den trives og foran den er en hund, som den er meget sammen med. I mine iagttagelser af kaninen, aflæser jeg dens kropssprog og dens reaktion på omgivelserne, så faktuelt som muligt. Det støtter aktøren at iagttage frem for at dømme. På grundlag af mine iagttagelser, kommer jeg frem til, at kaninen er aktivt søgende, fordi den oplever sig tryg. For mennesker gælder det samme som for kaninen. Når du er et sikkert sted, kan du opleve en åbenhed, lethed og lyst til at undersøge og finde nye muligheder. Du er engageret og forbundet - i stand til at etablere kontakt indadtil og udadtil. Du kan sortere i lydene, have øjenkontakt med hovedet på sned - du møder verden med tillid.

Alt dette understøttes af den Polyvagale teori. Den parasympatiske ventrale del af vagusnerven er aktiveret, hvilket betyder de andre dele af det autonome nervesystem er aktive i deres restituerende version. Det vil sige, der sker en aktivering af den parasympatiske dorsale del af vagusnerven, som sætter kroppen istand til fordøje, hvile og gendanne/genopbygge indefra. Og det sympatiske nervesystem, Sympaticus, der regulerer blodgennemstrømning og hjerterytmen, giver energi til øjeblikkets opgaver, mobiliserer til leg og skaber passionerede handlinger baseret på viljekraft. Du er klar til at møde verden i et samspil.

∞ Der er altid bevægelse ∞

Du gør hvad du er i stand til - lige nu, lige her

Der er ikke nogen form for handleadfærd, der er rigtig eller forkert.
Dine reaktioner og din adfærd er altid i bevægelse - ikke stagneret - selv om det kan opleves sådan. Og lige så væsentligt: Den er, som den er, i det givne øjeblik.

Og du gør, hvad du er i stand til i det givne øjeblik. Vi er mennesker med et autonomt nervesystem, hvor den ældste del er mere end 500 millioner år gammel. Og vi er meget mere end det.

Vi er mennesker: vi fanges, fastlåses, kæmper og flygter fra rum der overvælder os (det kan også være menneskelig kontakt). Vi engagerer os i fællesskaber afhængig af, hvordan vi oplever virkeligheden lige nu og her (og måske betyder det, at vi i det givne øjeblik ikke er i stand til at være med andre mennesker). Uanset vores udgangspunkt, har vi et væv, der binder det hele sammen.

Måske kan AHA-modellen støtte dig til at finde "et rum", der passer til dit udgangspunkt lige nu og lige her.

Dette blog indlæg er en del af serien, "Det er bare reaktioner". Læs videre her:

Fortsættelse følger;-)