8. kapitel i serien, "Det er bare reaktioner"

Dine reaktioner og din adfærd er altid i bevægelse - ikke stagneret - selv om det kan opleves sådan.

Der er ikke nogen form for handleadfærd, der er rigtig eller forkert.
Og lige så væsentligt: Den er, som den er, i det givne øjeblik.

Du gør, hvad du er i stand til i det givne øjeblik.

Uanset hvor du, eller en du kærer om, står, er det vigtigt at skabe så givende og meningsfulde rammer som muligt med plads til AHA-oplevelser. Det er aldrig for sent.

Når livet overvælder, har vi brug for en guide(line;-)
Som menneske havde jeg brug for en støtte på et tidspunkt, hvor jeg ikke selv kunne favne egne reaktioner. Det kan nu komme andre til gavn, at jeg var op i 30'erne, da jeg oplevede kroppens kraftfulde reaktioner på et truet liv. Jeg havde et udviklet sprog, jeg havde en stemme, jeg havde et netværk. Og med en baggrund som ergoterapeut vidste jeg en del om sanser, nervesystem, hjerne og funktionsniveau, analyse af aktiviteter og omgivelser. Det vil sige alt det, der påvirker vores evne til at fungere i hverdagen - indefra kroppen og udefra omgivelserne.

Jeg oplevede et sanseapparat - en krop og hjerne - der var på massivt overarbejde. Men jeg mærkede det ikke umiddelbart. Jeg var ikke i stand til at mærke det. Det kom gradvist.

Vi er mennesker med alt, hvad det indebærer.
Vi oplever tidspunkter, hvor vi mister tilliden til os selv eller verden omkring os.

Vi kæmper, flygter, smerter, undviger, lammes. Alt sammen fuldt forståelige reaktioner.

Vi er mennesker. Og livs-situationer kan overvælde, mere end vi kan begribe.

Det er i dagligdagen, vi kan kære om udgangspunktet lige nu. Det er i hverdagen vi kan skabe rum for bevægelsen. Men det er også her, vi kan opleve os allermest fastlåste.

Vi har et lynhurtigt nervesystem, herunder sanseapparat der sorterer efter, hvad der er trussel/ ikke trussel. Det drejer sig om overlevelse, om at føle sig truet på livet (og det er vel at mærke den oplevede virkelighed, det drejer sig om). Vi reagerer instinktivt på livs-situationer, vi ikke ønsker, men er fanget i. Det kan være sygdom, men det kan også være en eksamen, et job, et konfliktfyldt forhold og meget andet.

Situationer, hvor vi kæmper/flygter/lammes af en afmagt der overvælder. Hvor vi oplever, vores handlerum bliver mindre og mindre. Som en spiral, der snævrer sig ind. Det påvirker i den grad vores adfærd. Vi opdager det sjældent, for vi behøves såmænd ikke være så bevidste om det. Men når skaden/oplevelsen er massiv, er kraften bag massiv.

Når vi oplever livet er ude af kontrol, søger vi automatisk måder, vi instinktivt kan regulere nervesystemet på. De er ikke alle lige hensigtsmæssige på lang sigt. Men hey, det drejer sig om overlevelse lige her og nu, og så er det kun kortsigtet.

Det er biologiske reaktioner, der går i gang. Det er almenmenneskeligt. Det er ikke noget vi kan kontrollere (men vi kan lære reaktionsmønstrene at kende, iagttage dem uden at dømme dem).

Vi må opleve os trygge og sikre, før vi er i stand til at tale eller tage i mod. 
Det er ikke altid, vi er i stand til at tale om det. 
Det er ikke altid vi er i stand til at stoppe med at tale om det. 
Og det er ikke altid vi er i stand til at lytte.

Jeg vil understrege, at vi gør altid, det bedste, vi kan, for det er det vi er i stand til i det givne øjeblik. Vi er mennesker, og vi reguleres i et samspil med omgivelserne. Et samspil som nemt kan opleves som et modspil.

Vi fanges i forestillinger
Vi tror, de er sandheden, men de er blot vores eller andres fortolkning af virkeligheden. Nogle forestillinger kan i perioder støtte os i vores bevægelse videre i livet. De sætter en ramme op, som vi kan have brug for i en periode. Men de begrænser også. F.x. "Jeg er stærk, jeg har altid kunnet klare mig selv."

Når fordomme, forestillinger og vurderinger fastlåser
Det er fuldt forståeligt, at vi fanges i egne og andres vurderinger. Vi er mennesker, vi sorterer input, og vi reagerer lynhurtigt på dét, vi instinktivt oplever som trusler. Det er biologisk. Det kan ske alle steder, f.x. på et møde eller i en butik. Det kan også være noget, der kommer indefra, et minde som fylder os med frygt, smerter, manglende koncentration eller nedsat hukommelse. Det handler om tilliden til selvet i en kontekst. "Hey, har jeg tillid til mig selv lige her og nu?"

Vi må have kroppen med, for at vi kan få hovedet med.
Vi er sansende, følende mennesker, der tænker. Når vi er i sikkerhed, kan vores tanker påvirke vores adfærd på den måde, at vi er i stand til at handle velovervejet. Men hvis vi oplever os truede, slår storhjernen fra. Og instinktet tager over.

Ved hjælp af modellen kan du måske nemmere fornemme, hvad der er din handleadfærd lige nu og her. Modellen kan gøre det nemmere at anerkende det, du mærker. Det er som det er - for det er sådan det opleves.

Der er elementer der kan være givtige at være særligt opmærksom på, når livet overvælder;

Accept (herunder accept af, at du ikke accepterer situationen;-)

Kontakt (indadtil og udadtil - sanserne kan hjælpe dig på vej)

Træning (med mål/intentioner for øje)

Øvelse (med plads til leg og lethed)

Regulering sker i en kontekst og her har rammerne betydning.

Vi REagerer ud fra den kontekst, vi er i
Vi regulerer vores adfærd ud fra en umiddelbar indre (mindre eller mere bevidst) vurdering af, om vi oplever os i sikkerhed eller truet - lige der hvor vi er.

Vores arousal - vores vågenheds-/påvagt-tilstand reguleres i samspil med omgivelserne - hvad er det for sanseinput, der kan støtte os i den givne situation: at gå en tur med hunden, at ae en kat, at spise middag med et andet menneske, at have en sten i lommen. Det kan også være en refraiming i forhold til en egen forståelse - det vil sige, du ser på den situation, du står i, med nye briller. f.eks. kan du have sunde reaktioner på en syg situation, fremfor at du har syge reaktioner. For mit vedkommende blev det også, at jeg måtte se flashbacks som flashinsights. Det hjalp mig at se dem, som noget der gav indsigt - fremfor en rædselsvækkende historie, der kom tilbage som et flash.

Rammerne kan støtte, hvis du ved, hvordan de påvirker.
Vores omgivelser har stor betydning i forhold til regulering af et nervesystem. Vi kan have brug for at udvikle en nænsom opmærksomhed på, hvad der støtter og forstyrrer i forhold til alt det som påvirker os udenfor vores krops grænse. Og det varierer, hvad der påvirker os. Det kan være underlaget vi står på, tøjet der kradser, lydene omkring os (der kan justeres ved hørepropper eller apparater), bevægelserne i et rum, lysets styrke (kan justeres ved hjælp af solbriller eller en kasket), det kan være behovet for en udvej (kan justeres ved at placere dig i et lokale, hvor du kan se døren), og meget, meget mere.

Lav en umiddelbar prioritering
Ved at være opmærksom på Accept, Kontakt, Træning, Øvelser, Regulering i en kontekst, kan du samtidig lave en lynhurtig prioritering: Hvad bør vægtes lige nu og her. Hvad vil støtte dig i at bevæge dig igennem det, du oplever dig fanget i? Hvilke muligheder har du?

Start et sted
Regulering i forhold til rammerne kan være et væsentligt sted at starte: At finde rammer der støtter dit udgangspunkt lige her og nu. Det er aldrig noget pjat, det du mærker, men det er samtidig givtigt at være opmærksom på, at vores handlinger kan være voldsomt farvet af øjnene, der ser. Og når vi er i højt arousal (hvilket vi ikke altid mærker;-), vurderer vi lynhurtigt situationen, herunder omgivelserne, sort/hvidt. Vi ser truslen. Vi får ikke nuancerne med. Det kan vi først, når vi, som kaninen i græsset, oplever at være et sikkert sted. Derfor er rammerne så vigtige, - de kan dæmpe arousal og gøre os i stand til at få nuancer med. Det kan også være igennem Kontakt, at du påvirker rammerne (REgulering kan ske ved at du mærker en tung dyne der trykker på din krop, kontakten til et pelsdyr, kontakten til et menneske, der ikke dømmer, kontakten til lænestolen, der favner dig)

Formålet med modellen er at støtte op om en form for ubundet, opmærksom fleksibilitet, så du nemmere kan agere i de forskellige stadier. Du oplever dig ikke så bundet - fyldt af frygt-aggression, fordi du erfarer, at det er en fuldt forståelig reaktion på input. Kroppen reagerer på det, den oplever som en trussel. Og du kan justere dit udgangspunkt i forhold til den oplevede trussel, når du bliver opmærksom på reaktionsmønstret. F.eks. i mødet med en leder, medarbejder, sagsbehandler, som jeg beskrev i indledningen.

Vær opmærksom på, at det som trigger en, kan være en støtte for en anden.
Vi er alle mennesker: vi fanges, fastlåses, kæmper og flygter, engagerer os i fællesskaber afhængig af, hvordan vi oplever virkeligheden lige nu og her. Og vi har et væv, der binder det hele sammen.

Lad AHA-modellen støtte dig til at finde "et rum", der passer til dit udgangspunkt lige nu og lige her. I det tempo, der virker for dig.

Dette blogindlæg er en del af serien, "Det er bare reaktioner"
Du kan (gen)læse de andre kapitler. Serien giver indsigt i, hvordan vi som mennesker REagerer i kontakten med omverdenen, og hvordan der er en vej igennem, selv når vi ikke kan finde en udvej. Jeg anbefaler at (gen)læse kapitlerne for at få en dybere forståelse for sammenhængen imellem sanser, nervesystem og adfærd i et samspil med omverdenen.